| |
Team Hørning er et bredt og solidt funderet samarbejde, der har fungeret siden 2001. Alle lokale sports- og idrætsforeninger er her samlet, sammen med Det Danske Spejderkorps og FDF i Hørning samt KFUM Spejderne i Veng. Foreningerne har naturligvis deres eget selvstændige liv – men samtidig har de en fælles identitet udadtil. | | | Erhvervslivet har i Team Hørning et forum, hvor sponsormidler kan samles og atter fordeles – og hos ABM Gulve glæder vi os ikke mindst over, at hovedparten af sponsormidlerne i Team Hørning går til bredden, herunder arbejdet med børn og unge. Vi ser samtidig vore sponsorpenge som en belønning til alle de frivillige, som er livsnerven i enhver forening.
Vi tror på, at idrætten samt de uniformerede korps ikke bare tilbyder sunde fritidsinteresser og godt kammeratskab, men at selve foreningslivet er uhyre vigtigt, når det handler om at skabe gode holdninger samt stimulere interessen for, og deltagelsen i, vort demokrati i bred forstand. Så Team Hørning har en langt mere vidtrækkende betydning end ”bare” at støtte idræt og friluftsliv!
Samtidig er Team Hørning en lokal erhvervsklub, hvor man kan mødes om erhvervsrettede arrangementer nogle gange om året. Det er også en god, konstruktiv tanke at opfatte Team Hørning som et spændende og stærkt lokalt netværk med over 50 deltagere.
Se hjemmesiden for Team Hørning.
| |